Thorsens Chipskartofler A/S præsenterer det bedste resultat nogensinde

Det var en tilfreds bestyrelse og ledelse i Thorsens Chipskartofler A/S, der på virksomhedens generalforsamlingen fredag den 2. september præsenterede koncernregnskabet for 2015/2016. Resultatet er på kr. 7,5 million før skat og kr. 5,8 millioner efter skat. Dermed har virksomheden nu en egenkapital på kr. 33,2 millioner og en soliditetsgrad på 45%.

Succes’en er resultatet af en målrettet, ekspansiv strategi, som virksomheden har fulgt. I 2012 foretog virksomheden sin hidtil største investering på en udvidelse og modernisering af produktionsanlægget for kr. 26 millioner.

”Den strategi vi lagde dengang, har vi faktisk fulgt og resultaterne viser sig nu med al tydelighed,” konstaterer direktør Erik Thorsen begejstret. ”Det var en meget ambitiøs plan og hele vores organisation har knoklet for at følge den, så det er dejligt, at succes’en nu er i hus.”

Den årlige omsætning er øget fra ca. 50.000 tons til ca. 90.000 tons chipskartofler på blot 4 år. Hvilket svarer til ca. 250 millioner poser chips. Stigningen i omsætningen er primært sikret i kraft af en satsning på markedet for chipskartofler til Sydeuropa. Det åbner samtidig op for at nye avlere har mulighed for at træde ind i virksomheden.

I sæsonen 2015/2016 er der dog blevet sat yderligere turbo på salget, da der i starten af 2016 opstod en ekstraordinær mangelsituation i Ukraine og Norge. Situationen opstod på grund af den noget korte vækstsæson i 2015 og den deraf følgende dårligere kvalitet på chipskartofler, som i visse tilfælde var helt uanvendelige.

Resultatet for 2015/2016 er på kr. 7,5 million før skat og kr. 5,8 millioner efter skat. Dermed har virksomheden en egenkapital for kr. 33,2 millioner og en soliditetsgrad på 45%.

Det blev besluttet på generalforsamlingen, at der udbetales udbytte på 170% af den nominelle aktiekapital til aktionærerne. Svarende til kr. 2,7 millioner.