Thorsens Chipskartofler A/S præsenterer et flot regnskab

Thorsens Chipskartofler A/S præsenterer igen rekordregnskab
Virksomheden præsenterer et koncernregnskab med et overskud på kr. 9,1 millioner.
Det er en yderst tilfreds bestyrelse og ledelse i Thorsens Chipskartofler A/S, der på virksomhedens generalforsamling mandag den 20. august 2018 præsenterede koncernregnskabet for 2017/2018. Resultatet er på kr. 9,1 millioner før skat og kr. 7,1 millioner efter skat. Dermed har virksomheden nu en egenkapital på kr. 42,7 millioner.
Succesen er resultatet af en fokuseret, ekspansiv strategi, som virksomheden har fulgt målrettet siden 2012. Her foretog virksomheden en investering i en udvidelse og modernisering af produktionsanlægget for kr. 26 millioner.
Den årlige omsætning er øget fra ca. 50.000 ton i 2011/12 til ca. 115.000 ton i 2017/18. Hvilket svarer til over 300 millioner poser chips. Stigningen i omsætningen er primært sikret i kraft af en satsning på markedet for chipskartofler til Sydeuropa.
Den mængdemæssige omsætningsstigning i 2017/18 har været over 25%. Væksten er sket på stort set alle markeder og aktivitetsområder.
Thorsens Chipskartofler A/S hviler dog på ingen måde på laurbærrene. Man er netop færdig med opbygningen af en ny lager-og produktionshal på 4.550 m2 til det hidtil mest avancerede og fremtidssikrede anlæg til økologiske kartofler. Bygningen indeholder kasselager med kapacitet på 5.800 ton økologiske kartofler med nyeste teknologi inden for temperatur- og fugtighedsstyring. Samt topmoderne sorteringslinje med en kapacitet for indlagring på 60 ton/time og vaskning/sortering på 30 ton/time.
Den nye investering står færdig fredag den 24. august 2018, hvor dette fejres med et Åbent Hus arrangement fra kl. 10.45 – 16.00 – alle interesserede er meget velkomne.
Åbningstalen holdes af Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.